Silhuetter beretter

Udsmykningsprojekt, Østervangskolen i Hadsten, maj-juni 2021

Lise Eiler om udsmykningen:

Min idé med udsmykningen er - med silhuetten som gennemgående tema - at trække det, der foregår bag murene, frem på facaderne og med et enkelt visuelt udtryk fremhæve skolens værdier. Udsmykningen udfolder sig på facaderne/gavlene på skolens fire fløje, der rummer henholdsvis indskoling, mellemtrin, udskoling og kontor/lærerlokaler. De forskellige fløjes silhuetter afspejler den aldersgruppe, de huser, og fløjene er blevet meget nemmere at kende fra hinanden, men samtidig er det også tydeligt, at de hænger sammen.

En vigtig del af at knytte værket til stedet, det er skabt til, har i det her projekt, som i mine andre udsmykninger, været at inddrage skolens elever. Alle elever har været medskabere - enten i den indledende fase eller i selve udførelsen.

Indskolingseleverne har bidraget med et håndaftryk, og alle hænderne samler sig til en silhuet af en dreng og en pige med hinanden i hånden - en nytænkning af skolens logo. Det er et foto, jeg tog af to fredagsglade førsteklasseselever, der danner udgangspunkt for silhuetten, og den fortæller om glæde, sammenhold og fællesskab. Med alles bidrag til fællesskabet, opstår noget særligt.   

Mellemtrinsgavlens design er et mylder af mindre silhuetter, der viser forskellige undervisnings- og frikvarters-situationer. Silhuetterne beretter om musikundervisning, udeskole, historisk værksted, idræt, kreative fag, science osv. - og eleverne fra 4.-6. klasse har stået model til silhuet-billederne, som er fotograferet af lærerne. 

Udskolingseleverne har selv fotograferet hinanden i forskellige typiske situationer, og af dem har jeg udvalgt en lille stribe, da designet her har frisekarakter: En række stående silhuetter i hele murens højde, der fortæller om ungdomslivet på skolen.

På kontor/lærerbygningen har jeg valgt kun at placere en enkelt silhuet af skolelederen, der tager imod med åbne arme, som et billede på at Østervangskolen favner alle. Silhuetten er sammensat af mindre dele, som silhuetten med håndaftrykkene, men her er det aftryk af skosåler, der er byggestenene. De små og store sko (elevernes aflagte) er et billede på den udvikling eleverne gennemgår i løbet af skoletiden, og at de sætter deres aftryk på skolen - som skolen også præger dem. 

Ferniseringen

Anledningen til kunstprojektet SILHUETTER BERETTER, der har givet Østervangskolen et nyt udseende, var skolens 60-års jubilæum. Ferniseringen af gavlmalerierne og jubilæumsfejringen forenedes til én stor fest. Arrangementet var delt op i tre. Om morgenen blev indskolingens værk/gavl indviet, om formiddagen mellemtrinets og om eftermiddagen var det udskolingens tur. Der var taler fra skolelederen, borgmesteren, mig - og ikke mindst utroligt rørende taler fra elever. Der var musikalsk underholdning, bl.a. fra skolens dygtige MGP-stjerne Mikkel, 60’er-dans og kage. Hvert arrangement blev rundet af med symbolsk afsløring af (et indrammet fotografi af) det tilhørende gavlmaleri og endelig blev de røde bånd klippet. Sponsorer, forældre og tidligere ansatte var også inviteret.

Værket er støttet af: ELRO Fonden, Favrskov Kommunes Kunstudvalg, Lions Club og XL-BYG A. Gadeberg A/S, Hadsten

Lokalavisen Favrskov skrev om projektet

Byens nyt skrev om processen og om ferniseringen

“I har valgt at (fejre Østervangskolens 60 års fødselsdag, ved at) udsmykke skolen. Dermed får I - og alle vi andre også - en langtidsholdbar gave. I de sidste par uger har vi kunnet følge tilblivelsen på de fire store gavle ud mod Hammelvej. I disse EM-tider er det her passende at bruge et citat fra en gammen fodboldkommentator (Svend Gehrs), der sagde: “Det er genialt det der!” Det er genialt, fordi de fire store gavle nærmest har skreget på udsmykning, blikfang, farver, kunst. Og det er netop det, vi har fået. Endda med jer selv i hovedrollen. Det er godt tænkt af billedkunstner Lise Læssøe Eiler, at I elever er blevet inddraget i værket. I er ikke bare mødt op, og så har kunsten været der. Nej, I har bidraget med aftryk af hænder og sko og med flotte silhuetter. Så I er faktisk selv kunsten. Dermed bliver udsmykningen også et billede på, hvad der foregår på skolen lige nu. Silhuetterne afspejler det liv og de aktiviteter, I bruger jeres skoletid på. I har skabt et skønt tidsbillede...”

— Uddrag af Borgmester i Favrskov Kommune Nils Borrings tale ved ferniseringen

Da Østervangskolen fyldte 60 år, besluttede vi at markere fødselsdagen ved at give skolen et nyt udseende og et kunstværk, som skulle fortælle om hvad vi står for som skole, og hvilke spændende ting der foregår inde bag facaden.

Skolens elever skulle involveres i processen, og vi havde derfor brug for at finde en kunstner, som ud over at være dygtig kunstnerisk, skulle have nogle helt særlige kompetencer i forhold til at kunne facilitere en proces, som både involverede medarbejdere og elever på skolen. Da vi havde haft det første møde med Lise Eiler, og set de værker, som hun tidligere har lavet i samarbejde med skoler, var vi ikke i tvivl om, at hun var den helt rette person til opgaven.

Lise var hurtig til at lytte sig ind på, hvem vi er som skole, og havde ret hurtigt en ide til, hvordan det kunne formidles i en frise henover skolens facader, og hvordan elever i forskellige aldersgrupper kunne involveres.

Lise var utrolig hjælpsom gennem hele processen, og lagde et stort arbejde i vores fondsansøgning til projektet. Lise er meget fleksibel og var hurtig til at tænke i nye muligheder i forhold til de benspænd, som Corona-restriktionerne gav undervejs i processen.

Det var utroligt givende at have Lise gående på skolen i de uger, hvor kunstværket blev til. Hun har et behageligt væsen, skaber hurtigt relationer til både elever og medarbejdere på skolen. Lise tog sig altid tid til en snak med både store og små, også når hun stod med en pensel i den ene hånd.

— Stine Stidsen, skoleleder på Østervangskolen